secundary_light-grey.png

64 unge leger med LEGO Mindstorms, 3D print og opfindelser på sommerskole

Der bliver eksperimenteret og konkurreret på Bråskovgård Efterskole hele ugen, hvor 64 børn i alderen 12-16 år deltager i Summer Science Camp 2013.

 

For andet år i træk afholder Insero sommerskole for unge pilfingre som synes naturvidenskab og teknik er sjovt. Som noget helt nyt tilbyder Summer Science Camp i år et særskilt forløb til de 14-16 årige, hvor de kan fordybe sig i 3D print og programmering. Bag campen står Insero Horsens og områdets tre ungdomsskoler. I alt har 64 piger og drenge meldt sig til campen som varer i 5 dage med overnatning.

 

En uge med sjov læring
"Campen startede søndag med indlogering og navneleg. Mandag begyndte de faglige forløb som løber resten af ugen, hvor de unge blev delt ind i forskellige grupper. En af grupperne har bygget og programmeret robotter i LEGO Mindstorms, hvor en af udfordringerne blandt andet har været at bygge den hurtigste robot.
Vi satte et tandhjul uden på hjulet, for at få den til at køre hurtigere - desværre kørte vi ind i en væg. Men vi nåede at bygge en ny robot og blev nr. 3 i konkurrencen", fortæller Martin Timmermann på 12 år.

 

En anden gruppe har designet og bygget modeller som kan bevæge sig til lands, til vands og i luften ved hjælp af alternative energikilder. I en tredje gruppe var naturen i fokus, hvor indsamlede dyr og planter blev undersøgt i elektroniske forstørrelsesapparater.

 

Print din egen opfindelse
Som noget helt nyt har de ældste på campen haft mulighed for at arbejde koncentreret med 3D programmering hele ugen. Her har de unge udtænkt og designet små opfindelser, som senere er blevet tegnet og printet i 3D.

 

De unge går virkelig op i det, og er hurtige til at lære processen bag 3D print. De arbejder koncentreret og kommer med rigtig mange sjove designforslag, fortæller en af underviserne på campen, Esben Hardenberg. Underviserne på campen er en kombination af erfarne naturfagslærere og unge mennesker med talent for naturfag.

 

Nysgerrigheden vækkes
Initiativtagerne fra Insero Horsens, som også er med til at finansiere campen, sætter pris på den store interesse som områdets unge har vist for campen.

 

"Vi har flere tilmeldte end vi havde sidste år, og nogle af deltagerne fra sidste år, har endda valgt at være med igen. Det fortæller mig at vi har fat i det rigtige, og at vi tilbyder de unge naturfagsinteresserede noget som de ikke kan finde andre steder", fortæller projektleder Anders Pagh fra Insero Horsens.