ssc-hero.jpg

50 børn og unge slutter sommerferien med raketter, robotter og 3D print

I uge 32 vil Bråskovgård Efterskole summe af begejstring og kreativt nørderi, når 60 børn og unge går på opdagelse i naturvidenskabens verden, laver interessante opfindelser og får nye bekendtskaber.

 

I den sidste uge af sommerferien tyvstarter 50 børn og unge i alderen 12-16 år på de naturvidenskabelige fag, når de tager på naturvidenskabelig sommerlejr. Her er det en fordel at være en nørd, når 3D-figurer skal designes og når naturen skal sættes under lup. Summer Science Camp arrangeres af Insero i samarbejde med lokalområdets ungdomsskoler.

 

”Vi giver de unge piger og drenge fra Horsens, Hedensted og Vejle mulighed for at lege med naturvidenskab, ligesom de leger med fodbold og andre fritidsinteresser. Det tror vi på kan være med til at styrke deres interesse for natur- og teknikfagene”, forklarer projektleder Anders Pagh fra Insero.

 

Naturvidenskab i børnehøjde

Sommerlejren finder sted fra søndag d. 2. august til torsdag d. 6. august. Her skal de unge prøve kræfter med at bygge og programmere LEGO Mindstorm-robotter, de skal på opfinderværksted og lege med bevægelse til lands, til vands og i luften. De skal lave sjove og farverige forsøg, gå på jagt i biologiens verden og meget mere. Alt sammen krydret med fysisk aktivitet, sociale arrangementer og nye venskaber.

 

Derudover får de ældste deltagere mulighed for at fordybe sig i ét enkelt område. Her står elektronik og 3D print på tapetet, når de unge skal udvikle små opfindelser, og senere tegne og printe dem i 3D. Her sætter kun fantasien grænser, når nye teknologier skal udforskes og udfordres.