tertiary_yellow.png

120 lærer samlet om robotter, inspiration og erfaringsudveksling

Med fokus på at dele viden, erfaringer og få inspiration deltog 120 lærer i konferencen Naturfagene ud af boksen. Her prøvede underviserne blandt andet kræfter med programmering af robotten NAO og hørte inspirationsoplæg af forsanger i Magtens Korridor og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen.

 

For femte år i træk gav Insero lærerne fra lokalområdets skoler og resten af landet, mulighed for at dele deres erfaringer og udfordringer med kolleger fra andre skoler og uddannelsestrin og få ny viden omkring innovative undervisningsmetoder. Den årlige lærerkonference Naturfagene ud af boksen, der fandt sted d. 3 og 4. september, er en af Inseros mange initiativer målrettet udviklingen af undervisningen i de tekniske og naturvidenskabelige fag på tværs af grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

 

Lærerkonferencen er en udstillingsplatform for nye teknologier og metoder inden for teknik og naturvidenskab, og dermed bidrager konferencen til at højne fagområdets image, ligesom den giver lærerne ny inspiration. Underviserne har blandt andet haft mulighed for at arbejde med programmering af robotten NAO og LEGO Mindstorms. Ifølge workshopholder Kristian Østergaard fra Mikro Værkstedet, handler konferencen om at engagere underviserne og give dem redskaber til inspiration og udvikling.

 

"Det spændende med sådan en konference er, at det jo netop er lærerne, der skal formidle den innovative tilgang til naturfagene for eleverne. Det kan man først gøre når man er fortrolig med de materialer man skal være innovative og kreative med. Når de så kommer hjem på skolerne kan de fortsætte med at eksperimentere med børnene", fortæller Kristian Østergaard.

 

Inspiration til undervisningen
Lærer på Løsning Skole, Lene Rasmussen, underviser til dagligt i matematik, biologi og fysik. Hun er sikker på, at hun på konferencen har fået nye værktøjer til undervisningen. Under overskriften Vindmøller fremtidens energi kunne hun og hendes kolleger få indblik i teknikken og fysikken i vindmøller ved selv at prøve kræfter med at bygge en mølle af papir, møtrikker og metal.

 

"Jeg har fået masser af inspiration til min egen undervisning. De forskellige workshops giver nye input og konkrete ideer til undervisningen. Jeg synes især det var sjovt at bygge vindmøller. Jeg kan sagtens se muligheden i at bruge møllen i undervisningen der er meget fysik i den og den vil samtidig være med til at aktivere alle eleverne", fortæller Lene Rasmussen.

 

Muligheder for fagområdet
Igennem tæt dialog sparring og erfaringsdeling med kolleger fra andre skoler og uddannelsestrin, er konferencen med til at skabe konkrete tiltag i undervisningen. Lærervikar i matematik og naturvidenskabeligt grundforløb på Tornbjerg Gymnasium, Signe Kjempenes, er særligt begejstret for muligheden.

 

"Som ny underviser er det fedt at høre, hvordan andre undervisere udfører og udtænker deres undervisning. På de forskellige workshops har vi blandt andet fået mulighed for at tale om hvad vi kunne ønske os i fremtiden og hvilke muligheder der ligger forud for fagområdet."

 

Lærerkonferencen danner rammen for ny viden, udveksling af erfaringer og styrket netværk. Det handler om at skabe engagerede og motiverede undervisere.

 

"Formålet med konferencen er at medvirke til, at den nyeste viden og de nyeste forskningsresultater indenfor undervisning i teknisk-naturvidenskabelige fag formidles og synliggøres for områdets undervisere og skoler. Samtidig ønsker vi at sikre et fagligt kollegialt mødested for områdets undervisere på tværs af skoler, niveauer og fag", fortæller uddannelseschef i Insero og direktør i nystiftede Insero Science Academy, Hans Jørn Hansen.