primary_light.png

”Årets Europæiske Varmepumpe By” pokal overrækkes til Skanderborg borgmester

I forrige måned vandt landsbyen Hylke ved Skanderborg sammen med Best Green den europæiske pris ”Årets varmepumpe by” – en pris, som anerkender de bedste varmepumpe projekter i Europa. Torsdag d. 30. juni blev prisen officielt overdraget til Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg Kommune.


Hylke ved Skanderborg blev i forrige måned kåret som årets varmepumpe by i Europa, for et projekt der har udfaset omkring 30% af olieforbruget i byen med en bæredygtig nærvarmeløsning fra Best Green. Projektet kom i gang, da Skanderborg Kommune valgte at skifte det gamle oliefyr ved landsbyskolen i Hylke ud med en bæredygtig nærvarmeløsning. Efterfølgende har en række virksomheder og husstande koblet sig på varmeløsningen, hvilket har ført til den store udfasning af olieforbruget.


Torsdag d. 30. juni var en lang række lokale borgere mødt op ved Hylke skole for at se Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg Kommune, modtage den flotte pris på vegne af hele byen. Til at overrække prisen var Nicolai Kipp fra Best Green, som modtog prisen til en årlig konference i Paris, der blev afholdt af den europæiske varmepumpe association (European Heat Pump Association).


”Vi er stolte af, at den europæiske varmepumpe association har anerkendt vores indsats i Hylke med denne meget flotte pris. Skanderborg Kommune og landsbyen Hylke er et godt eksempel på, hvordan kommuner, med den rette borgerinvolvering, kan sætte gang i den grønne omstilling”, forklarer Nicolai Kipp fra Best Green.