SSC reduced hero 3.jpg

Åbent for tilmelding til Summer Science Camp

Nu åbner tilmeldingen til dette års Summer Science Camp: en sommerskole for de 12-16 årige med robotter, biohacking, 3D print og meget mere.

 

For femte år i træk afholder vi en sommerskole for naturfagsinteresserede piger og drenge. Summer Science Camp henvender sig til nysgerrige opfindere, kreative designere, tekniske nørder og andre som synes at naturvidenskab og teknik er sjovt.

 

Campen foregår på Bråskovgård Efterskole og afholdes i starten af august. Her skal de unge prøve kræfter med at bygge og programmere robotter, designe og udvikle smarte bæredygtige installationer til fremtidens hjem, biohacke planter bygge modeller i 3D. De skal teste sjove naturvidenskabelige fænomener og meget mere. Alt sammen krydret med fysisk aktivitet og sociale arrangementer – både for piger og drenge.

 

De unge tilbringer de fire døgn som campen varer på Bråskovgård Efterskole, hvor dygtige og engagerede undervisere fra hele landet er klar til at tage imod dem.

 

Summer Science Camp arrangeres af Insero i samarbejde med ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle.

 

Tilmelding

Tilmelding sker gennem ungdomsskolernes hjemmeside og prisen er kun 800 kr. Her findes der også yderligere information om de planlagte aktiviteter.

 

Unge der går i 7.-10. klasse fra andre kommuner er også meget velkomne på Summer Science Camp. Her er prisen 1600 kr. og tilmeldingen sker gennem Hedensted Ungdomsskole fra d. 1.-8. juni 2016.